Ny sag om navne- og adressebeskyttelse
Datatilsynet har i maj 2022 udtalt alvorlig kritik af 3F Østfyn, fordi 3F Østfyn havde sendt et medlems nye navn til en tidligere samlever.
Sagen handler kort fortalt om, at et medlem af 3F var flyttet fra sin tidligere samlever og i den forbindelse havde fået navne- og adressebeskyttelse.
3F Østfyn havde fået oplysninger om medlemmets nye navn og nye adresse og navne- og adressebeskyttelsen. Alligevel sendte 3F Østfyn ved en fejl et fagblad påtrykt det nye navn til den gamle adresse, hvor den tidligere samlever fortsat boede. Den tidligere samlever fik derfor kendskab til det nye navn.
Afgørelsen viser, hvorfor det er så vigtigt at have styr på, om en person har navne- og adressebeskyttelse i CPR.
Vi anbefaler følgende til jer, som til dagligt arbejder med navne- og adresser:
I bør som vide hvilke navne og adresser, der er beskyttet.
I skal altid være ekstra påpasselig, når I behandler beskyttede navne og adresser.
Oplysninger, der er under navne- og adressebeskyttelse, må ikke offentliggøres eller videregives på samme måde som almindelige personoplysninger.
Jeres rutiner, når I behandler et eventuelt persondatabrud, skal indeholde et tjek af, om databruddet omfatter beskyttede navne og adresser.
Hvis databruddet omfatter beskyttede navne og/eller adresser, vil de registrerede som hovedregel altid skulle underrettes om databruddet.