Feriebemanding – samt forklaring af vejrudsigten i tilsynsnotaterne

DPO-SI holder ferie

Hos DPO-SI afholder vi sommerferie fra udgangen af juni og et godt stykke ind i juli måned. Vi har imidlertid sikret os nogle kompetente ferieafløsere, som kan hjælpe jer, hvis du fx pga. et persondatabrud får behov for akut rådgivning. 

Hvis du skriver til postkassen DPOSI@kk.dk i vores ferieperiode, vil du modtage et autosvar med vejledning til, hvad du skal gøre og hvem du skal kontakte om hastesager. 

Du må naturligvis også gerne skrive om til os i ferieperioden om sager, der ikke haster, men i så fald vil der først blive fulgt op på henvendelsen i slut juli/start august, hvor vi er tilbage igen. 

Vi vil gerne ønske jer alle en god sommer, som forhåbentlig vil byde på høj sol med en kølig brise. 

 

Et andet sted, hvor solen skinner, er i størstedelen af de tilsynsnotater, som vi løbende har sendt ud på baggrund af fysiske og skriftlige tilsyn.

Vi bruger følgende karakterskala i vores notater:

  • En sol, som er den bedste karakter, betyder, at man i al væsentlighed har rigtigt godt styr på det emne eller område, som tilsynet dækker. Oftest vil det dermed være tilstrækkeligt at vedligeholde indsatsen, dvs. fortsætte det gode arbejde.

     

  • En sol med en sky foran betyder, at institutionen har den rigtige tilgang, men at der gerne må ske justeringen eller yderligere udvikling. Hvis man får denne karakter ved et tilsyn, vil vi normalt have givet en eller flere anbefalinger enten ved tilsynet eller i notatet, så det er tydeligt, hvordan man vil kunne opnå en sol ved et senere tilsyn.  

     

  • En sky med lyn/regn nedenunder betyder, at institutionen bør ændre praksis. Typisk gives denne karakter i de situationer, hvor institutioner ikke efterlever grundlæggende lovkrav (fx omkring oplysningspligt), eller når institutionen ikke kan dokumentere egne regler/retningslinjer/processer på de områder, hvor man ellers efter GDPRs Ansvarlighedsprincip, er forpligtet til at have et vist niveau af skriftlig dokumentation. Når vi anvender denne karakter, giver vi altid samtidig en eller flere anbefalinger. 

     

Uanset resultatet af et tilsyn vil du også altid kunne få opfølgende hjælp og rådgivning fra os i forhold til det fremadrettede arbejde med GDPR-reglerne i institutionen.

Vi ser således frem til fortsat at rådgive om databeskyttelse i anden halvår af 2026.